< !--Global site tag(gtag.js) -- >

Det koster ikke noget at spørge KLA - men det kan være dyrt at lade være!

Send os en SMS

Send en sms til 1272 og skriv KLA efterfulgt af mellemrum og din besked. Vi svarer hurtigst muligt. Koster kun alm. sms takst.
KLA

KRAV I ANLEDNING AF PATIENTSKADE FRA 2001 VAR IKKE FORÆLDET

 

Højesteret har i dom af 16. marts 2021 slået fast, at der ikke var indtrådt forældelse i en sag om en patientskade, som skete i 2001.

 

I patientskadesager har det afgørende betydning for beregning af forældelsesfristerne, om der er truffet afgørelse om anerkendelse af en patientskade eller ej.

 

Hvis patientskademyndighederne har en anerkendt en patientskade, regnes forældelsesfristen efter § 60 b i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet fra seneste afgørelse om anerkendelse eller tilkendelse af erstatning.

 

Og hvis der omvendt ikke er anmeldt en patientskade, eller hvis myndighederne har afvist at anerkende en patientskade, løber der iht. § 59 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenets en forældelsesfrist på op til 10 år fra skadestidspunktet, der typisk er det tidspunkt, hvor der fx er sket fejl i behandlingen.

 

Efter den 10-årige frist er skadelidte som udgangspunkt afskåret fra at rejse krav om erstatning for patientskaden, også selvom skadelidte nogle gange først flere år efter en fejlbehandling har fået kendskab til en mulig patientskade.

 

I mange sager vil der ikke være tvivl om, om en patientskade er anerkendt eller ej.

 

Men der er sager, som den vi netop har haft i Højesteret, hvor det kan være uklart, hvad det egentlig er, Patienterstatningen har truffet afgørelse om.

 

Skadelidte slog sit håndled ved et fald i 2001, og blev efter en røntgenundersøgelse sendt hjem fra sygehuset med besked om, at der ikke var brud.

 

Håndledssmerterne gik dog ikke væk, og ved en fornyet røntgenundersøgelse i 2008 fandt man ud af, at der havde været et brud i 2001, som ikke var blevet opdaget, og som var årsag til de vedvarende håndledssmerter.

 

Skaden efter den forsinkede diagnosticering af bruddet blev anmeldt til Patienterstatningen, som i 2009 traf afgørelse om, at skadelidtes krav ikke oversteg det mindstebeløb, som loven dengang stillede krav om.

 

I afgørelsen henviste Patienterstatningen bl.a. flere gange til ”skaden”, hvilket i den givne sammenhæng var at forstå som ”patientskaden”. Patienterstatningen vejledte også skadelidte om, at hans sag kunne genoptages, hvis hans tilstand blev forværret, eller hvis der opstod krav, som ikke var taget i betragtning.

 

Omvendt blev der ikke givet nogen vejledning om en mulig og snarlig forældelsesfrist.

 

Da skadelidte så rent faktisk fulgte Patienterstatningens vejledning og i 2016 bad om genoptagelse af sin sag, fordi han var blevet sygemeldt, blev han mødt med en afgørelse om, at hans krav nu var forældet, fordi der aldrig var sket anerkendelse af en patientskade, og der nu var forløbet mere end 10 år fra man overså hans brud på røntgenbillederne fra 2001.

 

Det var den afgørelse, som vi indbragte for domstolene med spørgsmål om, hvorvidt der ved Patienterstatningens afgørelse fra 2009 reelt var sket anerkendelse af en patientskade, selvom det ikke direkte fremgik af afgørelsens resultat.

 

Byretten og Landsretten fandt, at der ikke ved afgørelsen fra 2009 var sket anerkendelse af nogen patientskade, og gav altså derved Ankenævnet for Patienterstatningen medhold i, at et muligt erstatningskrav derfor var forældet.

 

Højesteret nåede dog til det modsatte resultat, og fandt altså ikke, at der var indtrådt forældelse.

 

Efter begrundelsen blev der lagt vægt på, at det i Patienterstatningens afgørelse fra 2009 ikke var tilstrækkeligt klart angivet over for skadelidte, at der ikke var taget stilling til, om den manglende diagnosticering af hans håndledsbrud udgjorde en patientskade.

 

Og den manglende klarhed var det altså patientskademyndighederne, som måtte bære risikoen for.

 

Højesteret vurderede således, at afgørelsen i sagen måtte forstås sådan, at der reelt var truffet afgørelse om anerkendelse af en patientskade, også selvom det ikke direkte fremgik af afgørelsens resultat.

 

Det betød, at forældelsesfristen i sagen skulle regnes fra 2009, hvor Patienterstatningen traf sin første afgørelse i sagen, og derved var der ikke indtrådt forældelse, da skadelidte i 2016 bad om genoptagelse af sin sag.

 

Sagen er nu hjemvist til Ankenævnet for Patienterstatningen med henblik på, at der træffes afgørelse om erstatning.

 

Vores kommentar til dommen:

Sagen viser, at det kan få afgørende betydning for udfaldet af en sag, hvordan myndighederne formulerer sig.

 

Dommen er udtryk for, at patientskademyndighederne har en vejledningspligt over for den menige borger. Og hvis den pligt tilsidesættes og myndighederne samtidig formulerer sig uklart om noget så afgørende som anerkendelse af en patientskade, så kan det altså føre til, at den uklarhed skal fortolkes til skadelidtes fordel.

 

Men sagen i sin helhed viser også, at kan det være ganske afgørende for skadelidtes erstatningsmuligheder, at det klart slås fast, om der er tale om en patientskade eller ej.

 

Patienterstatningen fører stadig en praksis, hvorefter sager afvises, hvis det vurderes, at mindstekravet til erstatning - som i dag er 7.971 kr. (det såkaldte egetbidrag) - ikke er opfyldt. Hvis der ikke i de sager sker en efterprøvelse af, om den anmeldte patientskade kan anerkendes, kan det få afgørende betydning for skadelidtes senere muligheder for erstatning.

 

Det kan være forhåbningen, at dommen fra Højesteret fører til, at patientskademyndighederne ændrer sin praksis, og i alle sager fremadrettet klart træffer afgørelse om, om en anmeldt skade kan anerkendes som patientskade eller ej. 

SKRIV EN KOMMENTAR
SKRIV KOMMENTAR