Højesteret har i dom af 10. februar 2021 tiltrådt Landsrettens afgørelse om, at en SOSU-vikars tilskadekomst i en trafikulykke på vej til et vikarjob, ikke var en arbejdsskade.
Hovedspørgsmålet i sagen var, hvilken form for indflydelse arbejdsgiver skal have på skadelidtes transport til og fra arbejde for, at en tilskadekomst under transport mellem hjem og arbejdssted kan falde ind under loven, og om det i denne sag kunne antages, at transporten var sket i arbejdsgivers interesse.
Højesteret fandt, at der ikke var omstændigheder ved ulykken, som gjorde, at der kunne ses bort fra hovedreglen om, at skader opstået under befordring på vej til og fra arbejde, ikke er omfattet af loven.
Retsgrundlaget
Der er i arbejdsskadesikringsloven fastsat en adgang for ministeren til at fastsætte regler om, hvornår loven skal gælde for skader opstået under befordring til og fra arbejde, jf. arbejdsskadesikringslovens § 4, skt. 3.
Reglerne findes i den nugældende bekendtgørelse 1606 af 9. december 2016 om arbejdsskadesikring under befordring til og fra arbejde.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, at ”Skader, der opstår under befordring til og fra arbejde, er sikret efter loven, hvis befordringen efter en konkret vurdering må anses som et led i arbejdet eller efter en konkret vurdering overvejende vurderes at være i virksomhedens interesse. Det gælder uanset, om befordringen sker i et køretøj, der er stillet til rådighed af arbejdsgiveren.”
Af bekendtgørelsens § 4, stk. 1 fremgår, at befordring til og fra arbejde bl.a. er sikret efter loven, når:
”(…)
2) Arbejdstageren tilkaldes af arbejdsgiveren eller nødsaget til i virksomhedens interesse at møde på arbejdet i sin fritid eller har rådighedsvagt.
(…)
5) Arbejdstageren udfører arbejde, der udgår fra dennes hjem, og som indebærer befordring mellem kunder, klienter eller forretningsforbindelser m.v.”
I sagen i Højesteret gjorde appellanten blandt andet gældende, at arbejdsgiveren havde haft en sådan indflydelse på transporten, at denne måtte anses for at have været i arbejdsgiverens inter-esse, jf. blandt andet U.2010.667V, hvor skadelidtes tilskadekomst på vej til arbejde blev anset for omfattet af loven.
Appellanten gjorde desuden gældende, at vikararbejde til en vis grad kan sammenlignes med f.eks. hjemmehjælpere, der bliver ringet op på hjemadressen og sendt ud til borgere. Hjemmehjælperen er i denne situation som hovedregel omfattet af arbejdsskadesikringsloven også under transporten ud til den pågældende borger. Denne situation kan forekomme i forbindelse med rådighedsvagter eller i forbindelse med akutte ændringer i den lagte arbejdsplan.
Højesteret slog ved dommen af 10. februar 2021 fast, at appellantens transport den pågældende dag ikke kunne anses for at være sket i arbejdsgivers interesse, samt at situationen ikke kunne sidestilles med at have rådighedsvagt.
EU-domstolens dom af 10. september 2015
Spørgsmålet i aktuelle Højesteretssag var desuden, om en EU-dom fra 2015 skulle have betydning for sagen.
EU-domstolen havde i dom af 10. september 2015 slået fast, at den transporttid som teknikere, ansat hos firmaet Tyco, brugte på daglige transporter mellem deres bopæl og de første og de sidste kunder, som er anvist af deres arbejdsgiver, var at betragte som ”arbejdstid”.
Arbejdet havde tidligere været tilrettelagt på den måde, at arbejdstagerne mødte ind på et regionalt kontor og herfra kørte ud til kunderne i firmabiler. Virksomheden anså transporttiden fra det regionale kontor til første kunde og fra sidste kunde og retur til kontoret som arbejdstid, men ikke transporten mellem bopæl og regionalt kontor.
Virksomheden besluttede imidlertid at nedlægge de regionale kontorer. Arbejdet blev herefter tilrettelagt således, at arbejdstagerne kørte i firmabilen hjemmefra og ud til kunderne og kørte fra sidste kunde og hjem i firmabilen.
Spørgsmålet i denne sag var, om arbejdstagere, som ikke har et fast eller sædvanligt arbejdssted, kan betragtes som værende på arbejde, når de kører mellem bopæl og kunde først på dagen og hjem fra sidste kunde sidst på dagen, og om transporttiden derfor kan betragtes som ”arbejdstid”.
Arbejdet foregik på den måde, at arbejdstagerne nogle timer inden aftalen med deres kunder via deres mobiltelefon blev informeret om den strækning, som de skulle køre, og de konkrete ydelser, som de skulle levere hos kunderne.
Fagforeningen gjorde som repræsentant for arbejdstagerne gældende, at det betyder, at arbejdstagerne ikke har mulighed for at tilpasse deres privatliv og deres bopæl på baggrund af afstanden til deres arbejdsplads, eftersom denne varierer hver dag.
Fagforeningen gjorde herefter gældende, at arbejdstagerne skal anses for at være under udførelse af deres beskæftigelse eller deres opgaver i transporttiden mellem bopæl og kunde.
EU-domstolen nåede frem til, at under omstændigheder som i denne sag, hvor arbejdstagerne ikke har et fast eller sædvanligt arbejdssted, udgør den transporttid, som disse arbejdstagere bruger på daglige transporter mellem bopæl og de første og de sidste kunder, som er anvist af deres arbejdsgiver, ”arbejdstid” i henhold til artikel 2, stk. 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.
I Højesterets dom af 10. februar 2021 er det anført, at EU-domstolens praksis om forståelsen af udtrykket ”arbejdstid” ikke har betydning for forståelse af reglerne om arbejdsskadesikring.
Når man ser på arbejdsskadesikringslovens § 5 samt lovens § 4, stk. 3 og tilhørende bekendtgørelse, bliver det interessant at se, om Højesterets udtalelse om, at EU-domstolens praksis om forståelsen af udtrykket ”arbejdstid” ikke har betydning for forståelse af reglerne om arbejdsskadesikring, vil få betydning fremadrettet for anerkendelse/afvisning af skader, der sker i ”arbejdstiden”.
Sagen er for appellanten ført af advokat Charlotte Gransøe, KLA Personskade, hvortil spørgsmål kan rettes.