Højesteret er øverste myndighed i Danmark i domstolsregi. Afgørelserne herfra er således afgørende for den måde, som juristerne skal tolke lovgivningen på – og ikke mindst for det resultat som den enkelte tilskadekomne har i vente.
Den 19. august 2020 skulle Højesteret tage stilling til spørgsmålet om erstatning for erhvervsevnetab efter en trafikulykke, hvor tilskadekomne var blevet påkørt på knallert af en bil.
Årsagen til, at netop denne dom er retningsgivende og ekstremt relevant for mange sager, er, at Højesteret ved dommen tilsidesatte Landsrettens dom og dermed også Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vejledende udtalelse om erhvervsevnetabets størrelse, hvor erhvervsevnetabet ”kun” var sat til 50 %.
Skadelidte havde tidligere haft ondt i lænderyggen og havde også ADHD (psykiske gener). Begge dele havde dog ikke afholdt ham fra at arbejde fuld tid og på ordinære vilkår. Højesteret fandt derfor (helt korrekt), at skadelidte havde en fuld erhvervsevne forud for ulykken.
Efter skaden fik skadelidte nakkesmerter, hovedpine og kognitive gener, ligesom der senere tilkom øgede psykiske gener. Konsekvenserne af ulykken medførte således, at skadelidte fik tilkendt førtidspension.
Inden anlæg af retssagen havde skadevolders forsikringsselskab indhentet en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vedrørende netop erhvervsevnetabet. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fandt, at erhvervsevnetabet burde fastsættes til 50 %, da man vurderede, hvad ulykken isoleret havde medført. Der blev i udtalelsen ikke taget stilling til skadelidtes samlede erhvervsevnetab, men det fremgår af udtalelsen, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde tillagt det vægt, at skadelidte forinden ulykken havde psykiske gener og lænderygsmerter.
Højesteret har dog igen slået fast, at dette ikke er den korrekte juridiske vurdering af spørgsmålet om årsagssammenhæng ved erhvervsevnetab, hvorfor den vejledende udtalelse blev tilsidesat.
Landsretten havde ellers fundet, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde de fornødne kompetencer til korrekt at vurdere spørgsmålet om erhvervsevnetab, hvorfor udtalelsen blev lagt til grund af Landsretten, som altså ikke fandt, at der var fornødent grundlag for at tilsidesætte denne.
Højesteret fastslog med dommen, at den vejledende udtalelse reelt kun var vejledende for parterne, og dermed ikke partout gav det retvisende resultat, hvorfor en sådan kunne tilsidesættes.
Højesteret fandt det godtgjort, at det samlede erhvervsevnetab var mindst 75 %, og at skadelidte forinden trafikulykken ikke havde en nedsat erhvervsevne til trods for sin ikke diagnosticerede ADHD og gener i lænderyggen. Højesteret lagde vægt på, at man i forbindelse med sagens forelæggelse for Retslægerådet, ikke havde fundet, at generne i lænderyggen og ADHD var blevet forværret efter ulykken, og derfor kunne de forudbestående gener ikke begrunde en nedsat erhvervsevne. Skadelidte kunne således arbejde fuld tid inden trafikulykken til trods for disse gener.
I forhold til de efterfølgende øgede psykiske gener fremgår følgende i dommen:
”Højesteret finder herefter, at de psykiske gener – ud over ADHD – må antages at være opstået i et symptomforløb, der er igangsat af ulykken i 2007, og de kan efter bevisførelsen ikke tilskrives nogen anden hændelse end dette forløb.”
Dette berettigede derfor heller ikke til nedsættelse af erhvervsevnetabet.
Højesteret henviste i begrundelsen også til vurderingen foretaget af byretten, hvor det fremgik, at det faktum, at skadelidte forinden skaden havde været særligt sårbar overfor en skade grundet sine forudbestående gener i ryggen og psyken, ikke havde betydning for den erstatningsretlige årsagssammenhængsbedømmelse, hvor skadelidtes indtjeningsevne på skadestidspunktet ikke var begrænset af generne.
Dette er flere gange slået fast i praksis og også i den juridiske litteratur, men har flere gange haft svært ved at slå igennem, når der lå en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der gav en forkert juridisk vurdering af spørgsmålet (hvorfor også Landsretten i denne sag nåede et forkert resultat).
Rent juridisk er dommen ekstremt interessant, da Højesteret netop fastslår, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke nødvendigvis har en særlig sagkundskab, når der er tale om spørgsmål om årsagssammenhæng. Det er netop et spørgsmål af juridisk karakter, hvorfor en vejledende udtalelse kan prøves fuldt ud hos domstolene.
Hos KLA Personskade er forhåbningen nu, at det med dommen er slået fast, at de vejledende udtalelser ikke længere har en helt særlig bevismæssig stilling, når det kommer til retssager om juridisk årsagssammenhæng. Vi vil i hvert fald gøre vores til, at denne retsstilling bevares, således at der fremadrettet vil blive lavet en vurdering af den samlede størrelse af erhvervsevnetabet forinden vurderingen af, hvorvidt dette skal nedsættes grundet enten forudbestående gener (som allerede forinden skaden har nedsat erhvervsevnen) eller tilstødende gener.
Vi har hos KLA Personskade et specialteam, der netop arbejder med spørgsmålet om særlig sårbarhed og med at holde myndighederne i skak på området, hvorfor dommen giver endnu mere at ”slå med” i denne diskussion.
Sagen er ikke ført af os, men af advokat Lars Sandager for den skadelidte og af advokat Christina Neugebauer for forsikringsselskabet.
Links til dommene i alle tre instanser:
https://domstol.dk/media/210lmpzi/49822-2019-anonym.pdf
https://domstol.dk/media/gpsaxnzz/49822-2019-oel-anonym.pdf
https://domstol.dk/media/kb1oc0o1/49822-2019-by-anonym.pdf