Ny dom fra Vestre Landsret slår fast, at forsinket diagnosticering af lungekræft berettiger enke til erstatning, selvom der var usikkerhed om, hvorvidt kræften blev uhelbredelig som følge af forsin-kelsen.
Årsagen er, at der i forbindelse med den forsinkede diagnosticering var sket en klar fejl, og at man blandt andet af den grund ikke kunne sige noget sikkert om, hvad overlevelsesprognosen havde været, hvis diagnosen var stillet rettidigt - og den fejl betød, at beviset for årsagssammenhæng skulle lempes til fordel for enken.
Baggrunden for sagen.
I april 2014 henvendte patienten sig til egen læge efter i en periode at have haft en hoste, han ikke kunne komme af med. Lægen sendte ham straks videre til røntgen. Billederne gav alvorlig mistanke om kræft, og efter nærmere udredning fik han i maj 2014 besked om, at han led af uhelbredelig lungekræft.
I forbindelse med udredningen blev man opmærksom på billeder - taget i november 2012 på hjertemedicinsk afdeling efter en blodprop - der gav anledning til mistanke om kræft. Billederne var der ikke blevet reageret på.
Patienterstatningen
Den manglende reaktion og dermed forsinkede diagnosticering blev anerkendt som en patient-skade, og patienten fik tilkendt 10% varigt mén som følge af den psykiske belastning, som den forringede prognose medførte. Patientens overlevelsesprognose blev vurderet til under 2%
Patienterstatningen fandt ikke, at patienten var berettiget til yderligere erstatning, da man ved rettidig diagnosticering vurderede, at overlevelsesprognosen ville have været 35%
Ankenævnet for patienterstatning
Ankenævnet tiltrådte afgørelsen, og i tilknytning til vurderingen omkring overlevelsesprognosen blev det oplyst, at det altid ville bero på et skøn, og i det skøn indgik forhold som alder og generel helbredstilstand. I den forbindelse nåede man frem til, at den 5-årige overlevelsesprognose med høj grad af sandsynlighed ville have været betydeligt under 50% ved rettidig diagnostik.
Retssag
Der blev anlagt retssag og den 24. august 2015 afgik patienten ved døden.
Under sagens behandling i byretten besvarede Retslægerådet en lang række spørgsmål.
Retslægerådet blev blandt andet spurgt om, hvilken behandling der ville have været iværksat, hvis diagnosen var blevet stillet tilbage i november 2012.
Retslægerådet kunne ikke besvare spørgsmålet, der var hypotetisk, da behandlingen ville være afhængig af den udredning, der burde have været iværksat.
Retslægerådet blev ligeledes spurgt til prognosen i 2012, hvis man da var påbegyndt en behand-ling. Retslægerådet svarede her, at man ikke kan udtale sig om prognosen i 2012, da der ikke var iværksat relevant udredning, og man dermed ikke var kendt med sygdomsudbredningen.
Byretten fandt ikke, at der ved Retslægerådets udtalelse alene eller i kombination med karakteren af den begåede fejl var tilvejebragt et sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankenævnet for Patient-erstatningens afgørelse.
Dommen blev anket. Fejlen der blev begået fra sygehusvæsenets side var en klar fejl, som i hen-hold til forarbejderne i tvivlstilfælde omkring årsagssammenhæng kan betyde, at kravet til bevis lempes.
Vestre landsret
Under Landsrettens behandling af sagen blev Retslægerådet direkte spurgt, om den fejl, der var sket i 2012, måtte betragtes som en klar fejl. Dette svarer Retslægerådet bekræftende på.
Af dommen fra Vestre Landsret fremgår, at Landsretten på baggrund af Retslægerådets besvarelse finder, at der klart var begået en fejl i 2012, og at denne fejl er ansvarspådragende.
Spørgsmålet var herefter, om den forsinkede diagnose var årsagen til, at kræftsygdommen blev uhelbredelig.
Det klare udgangspunkt er, at det er skadelidte, der skal bevise sammenhæng mellem en begået fejl og en skade, men ifølge forarbejderne til lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sund-hedsvæsenet samt Højesteretsdom af 12. juni 2011 kan kravene til bevis lempes i tvivlsomme tilfælde, hvis der klart er begået en fejl, der er ansvarspådragende efter almindelige erstatnings-retlige regler, og som kan have forårsaget skaden. I sådanne tilfælde kan tvivl om årsagsforholde-ne komme skadelidte til gode.
Af dommen fra 19. april 2021 fremgår, at Vestre Landsret finder, at Ankenævnet for Patienterstat-ningens vurdering af overlevelsesprognosen i tilfælde af rettidig diagnostik i 2012 hviler på et betydeligt skøn, og den usikkerhed, der knytter sig hertil, skyldes, at der ved den begåede fejl ikke blev iværksat udredning og behandling på dette tidspunkt.
Landsretten fandt derfor ikke, ud fra Retslægerådets udtalelse, at det kunne lægges til grund, at overlevelsesprognosen i 2012 kun var 35%. Den tvivl, der er med hensyn til årsagssammenhæng mellem den forsinkede diagnosticering og sygdommens udvikling, skal efter omstændighederne komme skadelidte til gode.
Efter en samlet vurdering fandt Vestre Landsret det således bevist, at kræftsygdommen med over-vejende sandsynlighed udviklede sig til at være uhelbredelig som følge af den forsinkede diagno-sticering.
Bemærkninger
Vi er naturligvis glade for dommens udfald ikke mindst på vegne af familien, men herudover er dommen også vigtig i forhold til spørgsmålet om bevislempelse ved klar fejl, når der er reel tvivl om sammenhæng mellem skaden og den begåede fejl.
Det vil ofte i den forbindelse være helt relevant at få Retslægerådets vurdering af, hvorvidt en be-gået fejl i sundhedsvæsenet ud fra en medicinsk vurdering er en klar fejl.
Sagen skal nu tilbage til Patienterstatningen, der skal træffe afgørelse om erstatning til enken.
Det er uvist om Ankenævnet for Patienterstatning søger 3. instansbevilling til sagen.
Sagen blev i begge instanser ført af advokat Rikke Omme.
Byretsdom af 19.2.2019
Vestre Landsrets dom af 19.4.2021